Et minde fra fortiden

Jeg elsker når det styrt regner om natten, og dråberne på ruden banker. Hele naturen bliver vandet og luften renses. På mig virker det beroligende.
I nat regnede det og der var torden og lyn i luften. Varm under dynen så jeg ud i mørket, som jævnligt blev oplyst af lysglimt fra lynene som fór hen over himmlen. Tordenvejrets fænomen, hænger sammen med dannelse af store bygeskyer i ustabil luft. Bygeskyerne dannes ved en proces, der kaldes konvektion. Det sker typisk når en luftmasse tilføres varme nær jordoverfladen, og luftmassen samtidig er relativt kold højere oppe i atmosfæren. Opvarmningen af luften nær jordoverfladen medfører at bobler af luft, der bliver varmere end den omkringliggende luft, stiger til vejrs og danner skyer (når mætningspunktet), hvilket yderligere forstærker opstigningen. En fuldt udviklet bygesky kan der opbygges store elektriske spændingsforskelle, der til sidst vil udløses i meget kraftige udladninger - kaldet lyn (stor gnist).
Men det var næppe det jeg lå og tænkte på. Jeg tog et smut tilbage i tiden. Tilbage til dengang jeg sad sammen med min mor. Jeg husker at alt lyset var gået i hendes hjem og vi sad i hendes stue med udsigt ud til en mark. Jeg kan huske at jeg dengang var bange for lyn og torden (skyldes uvidenhed), men efter den dag holdt jeg af det. Min mor sad og holdt om mig og fortalte om hvor meget hun holdt af vejret når det bragede som dér. Hun var en kvinde med en sær humor og kunne få mig til at vende min angst til hvad det er idag: Et rart minde! - Beroligende.
Mens vi sad der og lyttede til den magtfulde storm af regn, delte himmelen sig i to, udløst af et kæmpe lyn efterfuldt af et rungende brag. Stuen glimtede og ved synet af det sindsyge flotte lyn, kiggede vi på hinanden. Ret komisk udbrød vi begge:" åhhhh, så du det?". (Som om vi kunne have undgået det).
Derefter har torden/lyn altid taget mig tilbage til fortiden i min mor´s stue og hendes varme arme... det var dengang!