2018

Ja... nytårsfortsæt er til for at blive brudt!
Jeg har ikke opnået mine mål... igen:(

Derfor har jeg valgt at 2018 ikke skal være bundet af endnu et nytårsfortsæt som ikke vil blive indfriet.

Når jeg ser tilbage på 2017, så ser jeg ikke et år spildt fordi jeg ikke har opnået mit fortsæt. Jeg har opnået meget... opnået mål og fået en masse minder. Så, i bund og grund, tror jeg "bare", at jeg ikke er mig mine mål tydelig nok og at de ligesom bare sker undervejs i løbet af året.

Mit mål og fortsæt vil herefter altid være, at nyde de gode øjeblikke og påskønne den tid jeg har med dem jeg holder mest af.
I en travl hverdag, mister jeg sommetider øje for netop det som jeg finder vigtigst i livet: Nuet! Underligt, at man (jeg) sådan kan blive revet med af "hverdagen".

Jeg vil forsøge, at fokusere mere på de ting i mit liv som fungere fremfor det som ikke gør. Jeg tror, at den tankegang er et skridt mod et bedre jeg.

Tiden rinder....

Agh, efteråret har ramt og jeg er stadig bagud med mit nytårsfortsæt!

Jeg har altid set mig selv som typen der sætter handling bag ord men når det kommer til stykket er det så sandt?

Bucketlisten der (forbliver) ved drømmen.

Året er 2017... og ganske som ved sidste nytårsaften, gentog jeg mit nytårsfortsæt. Dog med den lille tilføjelse, at opfylde sidste års nytårsfortsæt. Dette kan jo være ganske enkelt, hvis nytårsfortsættet er det samme. Hvilket det er i mit tilfælde... sådan da!
Mit nytårsfortsæt er, at jeg skal nå at afkrydse et punkt på min "Bucketliste". I og med, at dette også var mit nytårsfortsæt sidste år... så har jeg i år valgt, at jeg skal nå 2 punkter på min liste.
Her sidder jeg så... foråret er i sin afsluttende fase og om ikke længe er det sommer. Status er stadig: 0,- afkrydsede punkter på listen og kun 8 måneder tilbage, før næste nytårsfortsæt står for døren.
Tror vist, at det er på tide, at jeg hanker lidt op i kraven og kommer ud over stepperne! I år skal der handling bag ord og løfter. I år er året.... medmindre, at næste år byder på hele 3 nytårsfortsæt!???

Fanget af en "fremmeds" blog

Hvorfor læse en Blog?
Måske et sært spørgsmål at stille, i og med, at jeg selv er fritids blogger.

Grunden til, at jeg blogger er for mig egen skyld. Ikke for andres læselyst eller interesser, men fordi jeg har noget på hjertet. Noget, som jeg får afløb af, ved at kaste mine tanker ud i cyberspace.
Ved et tilfælde blev en blogger delt på Facebook.... and reght there and then.. I was caught!

Bloggen handler om en ung kvindes kamp mod brystkræft. Hendes indlæg fanger mig. Hendes ærlighed er forfriskende... og hendes kampgejst er en inspiration.



Louisehart.dk

Når ens drømme falder til jorden...

...må man samle dem op igen!

Snorken får det værste frem i mig!

Strittende hår, blodskudte øjne og sorte rander under øjne er langt fra et kønt syn af mig, når jeg møder daggryet efter en nat, hvor lyden af min mands snorken har forstyrret nattens ro.
Jeg sover i forvejen meget dårlig, grundet kroniske smerter i hovedet... tilføjer man hertil en stormfuld snorken, bliver jeg lettere sindssyg.
Selve lyden af en snorken får det til at risle op af ryggen af mig og videre op til psykopatnerven. Al forståelse, tålmodighed og overbærenhed er væk og jeg bliver en arrig møgsæk. Det skal så hertil siges, at jeg har levet med det i flere år...hvor forståelse, talmodighed og overbærenhed var et stort element fra min side... Men alle har en grænse og min er nået.
At sove hver for sig kan hjælpe på problemet... men jeg har ikke giftet mig for at sove hver for sig. Jeg er en "putte-høne" og at skulle ligge alene er ikke en mulighed for mig på den lange bane. Så, hvad gør en klog og hvad gør jeg?!
Udover, at have sendt min mand til diverse læger og undersøgelser i håb om, at vores ægteskab kunne blive "snorke-fri" er jeg/vi lige vidt. Alle apotekets "snorke-midler har vi forsøgt og var penge ud af vinduet.
Sidste udvej: Vægttab til husbonden og ørepropper til mig... Udsigterne hertil, kan dog være lange... så jeg må væbne mig med tålmodighed og håbe at, en rolig nattesøvn ikke blot er en uopnåelig ønske-drøm.

Terror bør falde om og dø!

 

Da jeg voksede op i 80érne kendte jeg ikke til begrebet "Terror". Første gang jeg hørte om det, troede jeg til forveksling, at der var tale om turisme og ikke terrorisme.
I dag er det en del af vores hverdag, at sådanne angreb kan forekomme.
Selv mine egne børn er ikke i tvivl om den trussel ordet betyder.

Terrorisme fremkalder frygt med voldsaktioner. De kan være udført af individer, grupper eller statslige aktører af kriminelle eller politiske årsager.

Om jeg begriber, den ondhed der ligger bag, sådanne aktioner!  

I torsdags blev Frankrig igen ramt - Denne gang Nice.
Mit hjerte græder for de tabtes liv og de efterladtes frygt, sorg og fortvivlelse. IS har taget skylden...
En mand steg ind i en lastbil og pløjede sig igennem en menneskemængde af børn og voksne på havnepromenaden i Nice under fejringen af den franske nationaldag.
Jeg forstår ikke denne ondskab... jeg forstår det bare ikke.

Jeg hader terror - gid mine børn kunne vokse op ligeså uvidende som jeg var, om den ondskab der lever iblandt os.

Tyrkiet i krigstilstande

Jeg har altid gerne ville rejse til Tyrkiet. Årsag til, at dette aldrig er sket er blandt andet, at min mand mener at det er et "farligt" land.

Sommetider kan jeg ryste skeptisk på hovedet af ham og tænke, at han nogle gange kan være bange for at trække vejret.

Men, så skete det... og jeg mærkede frygten snige sig ind i brystkassen. Ikke fordi jeg alligevel havde overtalt min mand til en tur til Tyrkiet, men fordi en sms tikkede ind på min mobil natten fra fredag til lørdag den 16/7 16.

Smsén var fra mit nærmeste familiemedlem, som var på ferie i Tyrkiet om, at der var sket et militært-kup mod magten i landet og at der var udgangsforbud. Tyrkiet var lige med ét i krigstilstand og selv om jeg ikke selv var i landet - så var en stor del af mit hjerte det.

Med ét loggede jeg på nettet og blev lynhurtigt opdateret om situationen og om faren for min familie.

Natten var for mig fyldt med uro, dårlig søvn og angst. Hvad mon den har været for min familie som lige pludselig var fanget i landet?

Heldigvis lyder udmeldingen her lørdag morgen, at kuppet er blevet afblæst. Alligevel - jeg er først rolig, når flyet lander i Danmark med min familie.

I krig og kærlighed

...gælder alle kneb?

I kærlighed bør der ikke være kneb. I kærlighed bør der ikke være krig. I kærlighed bør der kun eksisterer renhed.
Sukkersødt? - Ja, og...?

Når både hænder og ben er bundet af ens eget sind!

Hvornår kan man tale om, et svært valg?
Et valg kan være situationsbestemt og rumme mange forskellige lag.

Jeg er altid usikker når det kommer til valg. Valg som står ved en skillevej. Også kaldet et ultimatum. Jeg hader at stille dem eller stå overfor dem, da jeg ikke mener, at der egentlig er et valg der.

Jeg vælger med hjertet... og hvad betyder det så? Det sjove er, at hjertet er en muskel som pumper blod rundt i kroppen, men langt fra ligner et "korrekt" hjerte symbol. Og hvorfor lade en muskel dømme over hvad der er rigtigt og forkert?
Anyway - illusionen (hvor dum den så end er) virker for mig. At jeg så alligevel ikke kan følge det altid, er så noget andet. Mon det er metafor for at hjernen tager styringen??
Spøjs filosofi!

Nok om det. Status er, at jeg aldrig griber den lette løsning....undtaget aftnens tilfælde, hvilket er alkohol. Jeg har ar på sjælen når det kommer til det gift. Og når jeg er sunket lavere end lav, er det hvad jeg greb ud efter.
Ironi må få sig et grin på min bekostning.
Jeg er ligeglad.

Når man som jeg er slået i skak og lav på batteri, så er jeg klarsynet nok til at se, hvorfor det er så farligt et valg at tage mere en et par gange.
Alkoholen får kortvarrigt en til at "glemme" eller i det mindste at kunne rumme en følelse, som er svær og ubærlig. Jeg kan se, hvorfor min mor hurtigt fandt den løsning som den rette for hende.
Alkohol gemmer følelserne til det stadie, at man igen kan rumme dem og tro at man stadig er den samme.
Man (eller jeg) kommer i det stadige, at det er lige meget og det, som jeg ikke kunne bære før er på magisk vis blevet let som en fjer.

Min mor, vil for altid leve i mit hjerte. Trods alle hendes fejl og mangler er det alligevel imponerende, at hun kunne formå at elske. Jeg følte mig altid elsket.... selv under tæsk, misbrug, mandehor, druk og 1000 vis af dramaer som fulgte hende, så var jeg altid og vil altid være hende Musling. Always.
Det vigtigste en forældre kan lære sine børn er kærlighed. Jeg er ikke i tvivl.

Den viden, vil jeg for altid forsøge at viderebringe til mine egne små og dyrbare guldklumper. Dog i håb om, at jeg vil kunne bidrage med en sund og tryg barndom. De betyder alt for mig.
Alt er et stærkt ord som er passende i denne sammenhæng.

Når hverdagen tager over...

En kollega fortalte mig i dag om, frustrationen ved at livet "kun" indeholdt "hverdagen". Selvfølgelig var der oplevelser undervejs, men hvorfor ikke gøre noget spontant engang imellem...?
Det fik mig til at tænke på, dengang jeg selv var meget optaget af, at få mest ud af livet. Det liv, som kun leves én gang og så er det slut. Hvorfor har jeg glemt at prioriterer eventyrene i livet?? Jo - hverdagen tog over!
Jeg lod hverdagen tage over, fordi jeg har ladet mig binde af forpligtelser i form af egen bolig og krav til levestandard.
Jeg vil tilbage til eventyrene i mit liv. Jeg skal finde tilbage dertil, hvor alting var muligt. Hvor det var okay at prøve og fejle... så længe jeg havde givet det et forsøg.
Jeg vil ikke lade mig bremse af kroniske smerter, huslån eller andet. Jeg vil være en rollemodel for mine børn, så de også vil kræve det bedste i deres liv.
Livet skal leves mens man lever - ikke 10 fod under jorden...der er det for sent!

Naboer - Så flyt dog!

Som barn husker jeg tydeligt, at "de voksne" tit blev sure over (hvad jeg var overbevidst om) var småting. I dag, tænker jeg: Er jeg mon selv blevet den voksne?

Jeg er så heldig, at have et dejligt hjem, to skønne børn og en mand jeg elsker... og selvfølgelig "Volvo & kat"!
Vores hjem består af en lejlighed, hvilket er et dejlig ny-renoveret hjem.... desværre går luften lidt af ballonen, når man tilføjer vores overboer - nu også kendt som "de larmende elefanter", som gør hverdagen sur.

At blive vækket kl. 6.45 en pragtfuld lørdag, kan mildest talt gøre mig lettere bitter. I sær når vækningen består af et råbende kvinde menneske og et barn som tramper hen over gulvet, som udligner i mit loft. Hvis dette så bare var et enkelt tilfælde, kunne man måske antyde, at jeg kunne slappe lidt af og spise en kiks... men det er det desværre ikke.

Daglige råb, trampen, støj, larm og ualmindelige og u-charmerende støn/sexlyde, hvortil mine børn kommenterer: "Ej, hun må være i smerte deroppe!", eller "Mor, jeg kan høre de har sex..." sætter jeg grænsen for min tålmodighed.

I gentagne forsøg på, at gøre dem opmærksomme på vores gener, som er skabt af deres støj, ændres intet.

I 9 år har vi boet i nuværende lejlighed og først nu er vi desperate for at flytte, lydisolere loftet eller.... nærmest hvad som helst. Vi elsker vores hjem, men hader vores naboers støj.

Så, hvor rummelig kan jeg være? Hvor rummelig bør jeg være?