Naboer - Så flyt dog!

Som barn husker jeg tydeligt, at "de voksne" tit blev sure over (hvad jeg var overbevidst om) var småting. I dag, tænker jeg: Er jeg mon selv blevet den voksne?

Jeg er så heldig, at have et dejligt hjem, to skønne børn og en mand jeg elsker... og selvfølgelig "Volvo & kat"!
Vores hjem består af en lejlighed, hvilket er et dejlig ny-renoveret hjem.... desværre går luften lidt af ballonen, når man tilføjer vores overboer - nu også kendt som "de larmende elefanter", som gør hverdagen sur.

At blive vækket kl. 6.45 en pragtfuld lørdag, kan mildest talt gøre mig lettere bitter. I sær når vækningen består af et råbende kvinde menneske og et barn som tramper hen over gulvet, som udligner i mit loft. Hvis dette så bare var et enkelt tilfælde, kunne man måske antyde, at jeg kunne slappe lidt af og spise en kiks... men det er det desværre ikke.

Daglige råb, trampen, støj, larm og ualmindelige og u-charmerende støn/sexlyde, hvortil mine børn kommenterer: "Ej, hun må være i smerte deroppe!", eller "Mor, jeg kan høre de har sex..." sætter jeg grænsen for min tålmodighed.

I gentagne forsøg på, at gøre dem opmærksomme på vores gener, som er skabt af deres støj, ændres intet.

I 9 år har vi boet i nuværende lejlighed og først nu er vi desperate for at flytte, lydisolere loftet eller.... nærmest hvad som helst. Vi elsker vores hjem, men hader vores naboers støj.

Så, hvor rummelig kan jeg være? Hvor rummelig bør jeg være?