"Rigtige" venner

Jeg ser "rigtige" venner, som dem der stiller op, når man har brug for dem. De er dem, som griber én når man falder... Men, hvad når man finder ud af, at man ingen "rigtige" venner har, når man virkelig er i krise?

I denne periode i mit liv, hvor jeg har og fortsat kæmper med, at holde gejsten oppe har mine "rigtige" venner været svære at få øje på.
Måske jeg selv har været god til, at skubbe dem væk... men bør "rigtige" venner finde sig i det?

Jo, dem omkring mig har selvfølgelig spurgt til, hvordan det går og sagt, at jeg " bare skal sige til, hvis jeg mangler noget... osv...." Men når man er nede, er det fandme svært, at række hånden ud:(

Jeg er skuffet og jeg føler mig alene. Og det er bestemt ikke sådan er ven jeg selv er!

Jeg har min mand, som har og stadig bærer en stor byrde... hvilket jo også er hans "job". Men alligevel, har jeg dårlig samvittighed over, at han skal stå model til det hele alene.

Jeg savner en ven... men kan heller ikke lige rumme én. Hvad gør en klog så?