Afmagt!

Jeg sidder med en følelse af totalt afmagt.
Afmagt over afgørelser truffet af andre, som jeg ikke kan rykke ved. Afmagt over tidligere afgørelser, som har indflydelse på nuværende...Uretfærdighed!
Uretfærdighed over en livsforringelse, som bliver fejet ind under et tæppe, som værende årsag til noget andet!
Jeg bliver immervæk frustreret, gal og trist! Lysten til, at kaste håndklædet i ringen og tag de slag der kommer virker tiltalende.... men noget dybt indeni kan ikke give slip. Måske det skyldes noget i mit DNA, måske årsager og minder fra min barndom... måske bare måske?!
Hvordan rejser jeg mig, når jeg ikke længere har kræfter eller styrke at finde?